Us Open

Tennispuls med US Open 2023

Er det i år, du gør det?

november 2022
At opleve US Open i New York står på mange tennisentusiasters bucket list. Bliver det i år?

Der er en helt særlig aura omkring tennisens ”Slams”, de fire store Grand Slam-turneringer hvert år, og alle har deres helt unikke karakter. US Open er ganske vist den Grand Slam-turnering, der er spillet flest år i træk, men det mest tillokkende ved et besøg på Flushing Meadows i forstaden Queens uden for New York City er ikke nødvendigvis tradition. Nej, du tager hertil for at opleve pulsen, den højlydte, medrivende atmosfære, de største arenaer og naturligvis for at være tæt på en af verdens mest spændende storbyer.

Der er stor kontrast til for eksempel Wimbledon, hvor publikum ofte er sofistikerede og velklædte og nipper til jordbær med fløde, som skylles ned med kølig champagne. Til US Open kommer du lige, som du er. Tag subwayens linje 7 fra Grand Central Station, og køb mad fra en af den uendelige række af spændende food trucks, som omringer det enorme Arthur Ashe Stadium og de omkringliggende baner. Præcis som New York City samles en smeltedigel af forskellige mennesker og kulturer her omkring månedsskiftet august-september hvert år for at opleve det karneval og den tennisfest, US Open er.

Tennisbane

Man kan opleve mange store sportsevents i USA, men den her tilhører absolut toppen. Sørg for at få billet til en kamp på Arthur Ashe Stadium, den store tennisarena, som rummer 23.771 personer og er den største i verden, alene for at opleve atmosfæren. Men du skal helt klart også benytte muligheden for at følge en kamp på en af udendørsbanerne, hvor det er helt specielt at opleve tennis i topklasse akkompagneret af dunkende musik og storbypuls. Hvis du vil være sikker på at komme til at se en af de store stjerner på herre- eller damesiden spille, uden at det koster en formue, skal du lægge besøget den første af de to uger.

Tennis arena

Sidste gang tabte det norske stjerneskud Casper Ruud, 23 år og lige nu nr. to i verden, US Open-finalen til spanieren Carlos Alcaraz. Bliver det mon Ruud, der afslutter en 20 år lang skandinavisk Grand Slam-tørke på herresiden næste år?

Hvornår? 28. august 2023–10. september 2023

Hvor? Flushing Meadows, Queens, New York, USA

Tekst af Oskar Åsgård

Læs også

New York
3 min læsning

De fem bedste barer omkring Dimes Square i New York

Dimes Square er blevet et nyt must see-område i New York. Her er de bedste barer.

New York
5 min læsning

New Yorks 10 bedste restauranter lige nu

Madinteresserede turister på Manhattan kan vælge og vrage.