48 timer i Oslo

Østersbarer, lokale kvarterer og kunstskatte, som fører dig dybt ind i den norske folkesjæl.

Foto: Calle Huth.
december 2022
På en weekend i Oslo kan du både komme på østersbar, besøge lokale kvarterer og opleve kunstskatte, som fører dig dybt ind i den norske folkesjæl. Det meste i gåafstand – og uden at du bliver ruineret.

Fredag

Nabolagsvandring

Det nye, storstilede projekt Sommerro ligger kun ti minutters gang ned mod Solli Plass. Den gamle bygning har gennemgået en renovering og har fået så store proportioner, at de har valgt at kalde det et nabolag. Her finder du et hotel, boliger, en tagterrasse, flere restauranter og barer. Det gamle Vestkantbadet og freskerne, som er tegnet af Per Krogh i 1932, er også renoveret. Det er et godt alternativ, hvis du ikke er sulten, men gerne vil nærstudere det gamle Art Deco-interiør.

Sommerro. Sommerrogata 1

Sommerro Hotell
Sommerro. Foto: Calle Huth

Hvis du vil udforske andre kvarterer i Oslo, kan du gå i modsat retning og finde områder med gode spisesteder og barer, som viser byen fra en mere festlig side.

Besøg Fredensborgveien, som er blevet revitaliseret og omdannet til Oslos mest levende maddestination: Østersbaren Eff Eff serverer lokale østers og mousserende vin. Den italienske restaurant Arno har specialiseret sig i kreative pastaretter. Kronjuvelen Nektar Vinbar er blevet en favorit i Oslo. Der serveres småretter med et af Norges bedste udvalg af vine til akkompagnement af høj hiphop fra højttalerne. Her er som regel fyldt, så det er en god idé at bestille bord. Ved siden af finder du den gamle traver Chez Collin, som er Oslos ubestridte konge af entrecote. Gaden er perfekt til en bytur fredag aften.

Hvis du har mere energi, kan du besøge den intime bar Dangerous Club til cocktails eller gå en tur på Blå for at opleve klublivet i Oslo.

Arno. Fredensborgveien 30B
Nektar Vinbar. Fredensborgveien 42
Chez Collin. Fredensborgveien 44
Dangerous Club. Maridalsveien 10
Blå. Brenneriveien 9c

Eff Eff Restaurant
Eff Eff Restaurant. Foto: Calle Huth.

Lørdag

Hvis du har brugt fredagen i de andre kvarterer i Oslo, har du måske lyst til at se dig om i centrum? Da Munchmuseet åbnede i 2021, blev centrum på mange måder flyttet længere ned mod havnen. Munchmuseet har løbende nye udstillinger og koncepter året igennem. To ting er sikkert: Her hygger både børn og voksne sig. Munchmuseet har en dedikeret børneafdeling, hvor børnene kan boltre sig med Munchs kunstneriske udtryk. Og de har en god restaurant på 12. sal ved navn Tolvte. Her kan du indtage frokost, middag eller cocktails, mens du nyder udsigten over den lille fjord i Oslo.

Munchmuseet
Munchmuseet i Oslo. Foto: Calle Huth.

Hvis du har lyst til at shoppe, er der mange muligheder hen mod Karl Johans gate. De seneste år er der også dukket et selvstændigt område (Promenaden) op med luksusbrands som Burberry, Bottega Veneta, Gucci, Saint Laurent og Hermès. Tæt på finder man desuden Eger, som er en populær destination med tøj i flere prisklasser.

Når du er træt af at shoppe og har brug for at få fyldt op med energi, kan vi anbefale en brunch på Amerikalinjen. Brunchen har været stedets trækplaster siden åbningen i 2019. Hvis du er glad for jazz, afholdes der også jazzkoncerter her hver eneste lørdag.

Hermes luksus boutique
Luksus boutique i Oslo. Foto: Calle Huth.

Har du lyst til at smage mad fra alle verdenshjørner, ligger Oslo Street Food ikke langt væk. Her er i alt 16 forskellige små restauranter, som serverer eksotisk mad hele ugen.

Promenaden. Prinsensgate 21
Amerikalinjen. Jernbanetorget 2
Oslo Street Food. Torggata 16

Søndag

Der er flere fordele ved at vågne op i Oslo Vest end fuglekvidder og brede gader. Fem minutter fra hotellet ligger Kunstnernes Hus, en kunstinstitution, som altid har relevante udstillinger. Her kan du se på kunst eller bare nyde udsigten til Slotsparken fra restauranten på 1. sal.

Kongeslottet i Oslo
Kongeslottet i Oslo. Foto: Calle Huth.

Hvis du har lyst til at gå en længere tur, anbefaler vi et besøg på Vigelands Mausoleum. Tag tunnelbanen op til Slemdal for at begive dig ind i den mørke grotte, hvor Emanuel Vigeland ligger død i al sin pragt med malerier på væggene. De har kun åbent om søndagen, og du skal booke tid på forhånd.

Hvis du ønsker at dykke endnu dybere ned i den norske folkesjæl, kan du fortsætte turen op til Frognerseteren. Herfra kan du skue ud over hele Oslo og få serveret norsk husmandskost foran pejsen. Det kan være svært at løsrive sig fra den komfortable plads.

Saga Hotel morgenmad
Foto: Calle Huth

Hotel i en fashionabel beliggenhed

Saga Hotel

Kortmarkør
Eilerts Sundts Gate 39
Oslo
Vis på kort

På Saga Hotel vågner du op i et hyggeligt kvarter i centrum af Oslo Vest. Det allermeste er i gåafstand fra den fashionable gade, morgenmaden har høj standard, og i den lille bar kan du få underholdning om aftenen, hvis du bare vil slappe af "hjemme". Et virkelig godt valg til en god pris.

Tekst af Lars K. Midtsjø Film: Calle Huth