48 timer i Stockholm

Hyggelige vinbarer, husmandskost og enestående smuk natur.

Film: Studio Bon
juli 2023
Sveriges hovedstad består af 14 forskellige øer forbundet med 57 broer, hvilket gør byen til en smuk oase omgivet af vand. Uanset årstid er der altid en masse at opleve, fra nye, spændende restauranter til shopping i verdensklasse. Vi har samlet en liste over alt det, du ikke må gå glip af på en weekend i Stockholm.

Fredag

Det er et godt udgangspunkt for en weekend i Stockholm at bo i city, gerne omkring Stureplan eller Hötorget. Her er det ikke alene nemt at komme til resten af byen, der er også mange butikker, restauranter, caféer og barer i nærheden. Miss Clara, Story Hotel, The Sparrow Hotel, Hobo Hotel samt Hotel Ruth er alle gode alternativer i forskellige prisklasser.

Før du begynder at udforske byens shoppingmuligheder, er det oplagt at lægge ud med et besøg på en god frokostrestaurant. På Riddargatan 20 ligger den relativt nyåbnede Kapibara, en lille og afslappet restaurant med fantastisk ramen til en rimelig pris. Et andet tip er det mexicanske taqueria La Neta (der også ligger på Södermalm). Her serveres traditionelle tacos og quesadillas på emaljetallerkener – krydret, enkelt og virkelig lækkert!

fashion shop Oskar Scheller
Foto: Oskar Scheller

Uendelige shoppingmuligheder

Når det gælder shopping, har Stockholm meget at byde på. I centrum finder du alt lige fra den travle og i weekenden ret kaotiske Drottninggatan med alle de store butikskæder til det hæderkronede varehus Nordiska Kompaniet. Et stenkast fra centrum ligger Bibliotekstan, et mindre shoppingstrøg med såvel de skandinaviske brands Axel Arigato, Filippa K, Rodebjer og Acne Studios som Gucci, Chanel og Louis Vuitton. Hvis du er interesseret i boligindretning, er ikoniske Svenskt Tenn på Strandvägen et must, men også Nordiske Galleriet og The Modern Sthlm på Nybrogatan. Og selvfølgelig den nyåbnede Ikea i Gallerian!

Tag et pitstop på en af kvarterernes hyggelige vinbarer (Tyge och Sessil samt Schmaltz er to favoritter), inden det er tid til en middag med klassisk, svensk husmandskost på enten PA & Co eller restaurant Tennstopet i Vasastan.

Sommarbad foto Fond Fond
Foto: Fond Fond

Lørdag

Sol og badning

I Stockholm er der aldrig langt til vandet. Befinder du dig i byen i sommerhalvåret, er det på en solrig lørdag oplagt at gøre som de lokale: pakke badetøjet og begive sig til et af byens populære badesteder. Klipper, badebroer, græs eller sandstrand – der er et badested for enhver smag. Reimersholme er en favorit, som du nemt kan nå med bus, til fods eller på cykel fra bydelen Södermalm. Køb en god morgenmad til at tage med, eller hvorfor ikke en klassik svensk fika (kaffe med bagværk) – gerne fra yndlingscaféer som Pascal (Södermalm, Vasastan og City) eller Bar Ubu (Södermalm) – og nyd den skønne sommerstemning. Når maven begynder at knurre, og du har brug for en pause fra sol og strand, kan du slentre hen til hyggelige Reimersholme Hotel og snuppe en aperitif, før du tager videre mod Mariatorget, hvor du finder både byens bedste håndlavede pasta på restaurant Gazza og fristende tapas på stemningsfulde Racamaca. Hvis du efter middagen føler, at stockholmsnatten stadig har noget at byde på, kan du afslutte aftenen på Bar Hommage eller Häktet.

nationalmuseum stockholm
Nationalmuseum. Foto: Unsplash

Klassisk kunst, moderne gastronomi

Har du planer om at besøge Stockholm på en køligere årstid, eller hvis sol og strand ikke står øverst på ønskelisten for weekenden, har byen masser af andet at byde på. På det smukke Blasieholmen, hvor du finder hæderkronede Grand Hotel, ligger Sveriges største kunstmuseum – Nationalmuseum. Ud over en fantastisk bygning med utrolige sale og smuk arkitektur kan du her opleve en imponerende samling malerier, skulpturer, tegninger og grafikker fra 1500-tallet frem til slutningen af 1800-tallet. Et par minutters gang videre mod Skeppsholmen finder du også Moderna Museet samt ArkDes (Statens centrum for arkitektur og design). På Nationalmuseum samt Moderna Museet kan du desuden spise en god frokost i et inspirerende miljø.

Når du er mæt af kunst og kultur, slentrer du videre til slottet langs Skeppsbron og videre gennem Slussen i retning mod Södermalm. Nyd en aperitivo på hyggelige Babylon eller den solrige Mosebacketerrassen, inden det er tid til at beslutte, hvad der skal stå på aftenens menu: autentisk koreansk køkken på den roste restaurant Madam eller moderne skandinavisk kogekunst på den hyggelige Bar Agrikultur. Hvis der er mere energi tilbage på tanken, går turen videre til den trendy bar Riche Fenix, tagterrassen Freyja eller natklubben Trädgården (åbent maj-september).

skansen entrance
Skansen. Foto: Unsplash

Søndag

Et besøg i Stockholm er ikke fuldendt uden en tur over broen til den grønne oase Kungliga Djurgården. Her kommer både turister og lokale hver dag for at nyde den afslappende natur og det store udbud af kultur, museer og historiske bygninger. Hvis du rejser med børn, er forlystelsesparken Gröna Lund, friluftsmuseet og dyreparken Skansen samt eventyrmuseet Junibacken alle populære destinationer for hele familien. For historieelskere er et besøg på Vasamuseet eller Nordiska Museet et sikkert hit, og for foodies er her Spritmuseum med både interessante udstillinger og unikke prøvesmagninger.

Når tiden er ved at være inde til at vende hjem, er det nemt at komme fra Djurgården til city med sporvognen, men sørg for først at unde dig selv en veltilberedt frokost enten på Rosendals Trädgård eller Blå Porten.

spritmuseum restaurant Visit Stockholm Oskar Scheller
Spritmuseum. Foto: Visit Stockholm / Oskar Scheller

Adresser

Miss Clara Hotel
Sveavägen 48, Stockholm

Story Hotel
Riddargatan 6, Stockholm

The Sparrow Hotel
Birger Jarlsgatan 24, Stockholm

Hobo Hotel
Brunkebergstorg 4, Stockholm

Hotel Ruth
Surbrunnsgatan 38, Stockholm

Kapibara Ramen
Riddargatan 20, Stockholm

La Neta
Barnhusgatan 2, Stockholm
Östgötagatan 12B, Stockholm

Nordiska Kompaniet
Hamngatan 18–20, Stockholm

Svenskt Tenn
Strandvägen 5, Stockholm

Nordiska Galleriet
Nybrogatan 11, Stockholm

The Modern Sthlm
Nybrogatan 20, Stockholm

Ikea
Hamngatan 37, Stockholm

Tyge och Sessil
Brahegatan 4, Stockholm

Schmaltz Bar & Delicatessen
Nybrogatan 19, Stockholm

Café Pascal
Nortullsgatan 4, Stockholm
Skånegatan 76, Stockholm
Sturegatan 8, Stockholm

Bar Ubu
Folkungagatan 140, Stockholm

Reimersholme Hotel
Reimersholmsgatan 5, Stockholm

Gazza
Hornsgatan 66, Stockholm

Racamacca
Wollmar Yxkullsgatan 5B, Stockholm

Bar Hommage
Krukmakargatan 22, Stockholm

Häktet
Hornsgatan 82, Stockholm

Nationalmuseum
Södra Blasieholmshamnen 2, Stockholm

Moderna Museet
Exercisplan 4, Stockholm

ArkDes
Exercisplan 4, Stockholm

Babylon
Björns Trädgård, Stockholm

Mosebacketerassen
Mosebacke Torg, Stockholm

Madam 마담
Tjärhovsgatan 5, Stockholm

Bar Agrikultur
Skånegatan 79, Stockholm

Riche Fenix
Götgatan 40, Stockholm

Freyja
Hornsgatan 18, Stockholm

Trädgården
Hammarby Slussväg 2, Stockholm

Gröna Lund
Lilla Allmänna Gränd 9, Stockholm

Skansen
Djurgårdsslätten 49-51, Stockholm

Junibacken
Galärvarvsvägen 8, Stockholm

Vasa Museum
Galärvarvsvägen 14, Stockholm

Nordiska Museet
Djurgårdsvägen 6–16, Stockholm

Spritmuseum
Djurgårdsstrand 9, Stockholm

Rosendals Trädgård
Rosendalsvägen 38, Stockholm

Blå Porten
Djurgårdsvägen 64, Stockholm

Text av Agnes Regell