Amalfikysten

Biltur langs Amalfikysten

Pastelfarvede huse, magisk udsigt og fantastisk mad.

oktober 2022
Nervepirrende og vanskelig, men altid storslået. Det er ikke så underligt, at bilturen langs Amalfikysten af mange opfattes som den smukkeste i Europa.

Mange kan blive enige om, at Amalfikysten, syd for Napoli i det sydlige Italien, er et af de smukkeste og mest romantiske steder i Europa. De små pastelfarvede landsbyer er optaget på Unescos verdensarvsliste og blandt de mest fotograferede i Italien.

Vejen, der oprindeligt blev bygget af romerne, snor sig mellem små smukke landsbyer. Fra San Pietro til Vietri sul Mare; en strækning på 50 km, som tager godt to timer, men oplevelsen er størst, hvis man tager sig god tid. Udsigten er fantastisk, men vejen er til gengæld temmelig nervepirrende. Med en blanding af frygt og fryd kører vi langs den smalle, snoede vej, hvor der blot er en lav stenmur mellem os og havet 100 m under os. 

Heldigvis er trafikken langsom, og efter nogle få kilometer har vi næsten vænnet os til vejen og trafikken, og vi kan nyde rejsen i fulde drag. Et godt råd er at tage den med ro og gøre stop, så ofte du kan – det kommer du ikke til at fortryde. Nyd udsigten, gå en tur i de små landsbyer, bestil en espresso, og spis en salat med mozzarella til frokost. Og glem ikke, at selve rejsen er målet.

Positano
Positano ved solnedgang.

Positano

Positano er den mest henrivende landsby på Amalfikysten med betagende, pastelfarvede huse, der følger klippernes formation. Kunstnere og forfattere fik øjnene op for landsbyen i starten af 1950'erne, og mange af dem ønskede at holde stedet hemmeligt. En af dem var nobelprismodtager John Steinbeck, som fandt hertil ved en tilfældighed i 1952 og skrev følgende i Harper's Bazaar: "Når du finder så smukt et sted som Positano, har du mest lyst til at holde det for dig selv. Du tænker: "Hvis jeg fortæller det videre, bliver stedet fyldt med turister, og de vil ødelægge det hele."

Det lykkedes ikke for Steinbeck at holde Positano hemmeligt, men landsbyen er forblevet intakt – nybyggeri er ikke tilladt, så byen med sine 3.500 indbyggere kan aldrig blive større.

Her er masser af atelierer, gallerier og designerbutikker i dag og små restauranter med en intim stemning. Antallet af hoteller, den smalle kystvej og manglen på parkeringspladser gør imidlertid, at der kun er plads til et begrænset antal af besøgende ad gangen.

Ristorante Bruno

Fortovsrestaurant med udsigt over stranden. Nyd en italiensk kartoffelsalat med ansjoser og kapers. Du betaler lige så meget for udsigten som for maden, men den er det hele værd. Læs mere her.

Via Cristoforo Colombo, 135
Positano
Vis på kort

Hotel Casa Albertina

Nyd en fantastisk udsigt ud over havet især ved solnedgang. Book dit ophold her.

Via della Tavolozza, 3
Positano
Vis på kort
Praiano
Praiano – en mere ukendt perle.

Praiano

Vi fortsætter turen til nabolandsbyen Praiano, der er en mere ukendt del af Amalfikysten – og en lille perle. Det minimalistiske luksushotel Casa Angelina er sprængt ind i klippen. Det er som at træde ind i en kæmpe flødeskumskage, hvor møbler, vægge, lofter og gulve er kridhvide. Det skaber en kontrast til den fantastiske udsigt med det klare blå hav og den blå himmel, hvilket er en oplevelse i sig selv. Her møder vi Annarita Aprea:

"Det var først, da jeg begyndte at arbejde her på hotellet for 10 år siden, at jeg opdagede Praianos uspolerede charme og ægthed. I modsætning til Positano og Amalfi, hvor der er så mange turister."

Aprea indrømmer, at hun ikke er så vild med at køre langs de snoede veje, men hun er stadig betaget af skønheden og de idylliske omgivelser.

"Jeg må tilstå, at jeg ofte siger til mig selv, hvor er jeg heldig at leve og arbejde her," fortæller hun smilende.

Der findes ikke mange sandstrande langs Amalfikysten. Derfor er der flere stedet bygget store betonmoler ud fra klipperne. Cala Gavitella Beach Club, som ejes af Casa Angelina Hotel, er en af de mest tiltalende. Her kan man bestille drikkevarer, en let frokost og is – og gå endelig ikke glip af specialiteten sorbetto al limone di Praiano, citronsorbet fra Praiano.

"Og så er det bare med at få sig en dukkert i det klare blå vand," siger Emar, som arbejder på Cala Gavitella.

At komme ned på stranden kan være noget af et vovestykke. Hotellets elevator tager dig halvvejs ned, hvorefter du må gå 200 trappetrin, cirka som en 10-etages bygning, inden du når havet. Hvis du får lyst til at gå op til landsbyen Praiano efter en svømmetur, er der 400 trappetrin derop. Det giver virkelig motion. Ellers kan du blive på hotellet og nyde udsigten ved svømmebassinet under citrontræernes skygge. Det er også dejligt.

Restaurant M'ama

En fiskerestaurant ved havet, hvor retterne i sig selv er små kunstværker. Læs mere her.

Via Umberto I, 72
Praiano
Vis på kort

Casa Angelina

Et fantastisk designerhotel helt i hvidt med den bedste udsigt ud over Amalfikysten. Book dit ophold her.

Via Gennaro Capriglione, 147
Praiano
Vis på kort

Annarita Apreas 3 beste Praiano-tips

– Tag på en sejltur. Lej en lille båd, og sejl langsomt ned ad kysten. Udforsk nogle af de skjulte grotter, og nyd et lækkert måltid på en af de restauranter, som man kun kan komme til via havet som fx La Conca Del Sogno i den lillebitte Nerano Da Adolfo-bugt ved Laurito.

– Tilbring en eftermiddag i den gamle by Ravello, og se villaerne Villa Rufolo og Villa Cimbrone.

– Den bedste periode at besøge Amalfikysten er sidst i september og de to første uger af oktober. Middelhavet er stadig varmt, og priserne er lavere.

Amalfi
Havnen i byen Amalfi.

Amalfi

Strandene midt i Amalfi er overfyldte om sommeren, men det forfriskende og tillokkende krystalklare vand er dejligt at svømme i. I nærheden af havnen står en statue af Flavio Gioia, en af byens mest berømte sønner, som siges at have perfektioneret kompasset eller i det mindste forfinet den kinesiske opfindelse og bragt kompasset til Europa.

Nyd en let frokost på en af strandrestauranterne, gå derefter en tur rundt på det smukke torv med den pragtfulde domkirke, Duomo San Andrea, som rummer relikvier af apostlen Andreas.

På Piazza Duomo bestiller vi en cappuccino på den legendariske café Pansa Amalfi og får samtidig lidt historisk viden. På en klippe højt oppe over byen ligger et kapucinerkloster, som nu er et hotel. Legenden fortæller, at kapucinermunkene, som levede her i det 16. århundrede, var de første, der kom mælk i deres kaffe og skabte derved den drik, vi i dag kender som cappuccino.

Pasticceria Caffetteria Pansa

Denne vidunderlige familiedrevne café, som blev grundlagt i 1830, drives nu af femte generation. Nyd den “lokale kreation,” cappuccinoen. Læs mere her.

Piazza Duomo, 40
Amalfi
Vis på kort
Ravello
Den smukke lille by Ravello.

Ravello

Ikke så langt fra Amalfi ligger Ravello, en by af særlig interesse for svenske filmentusiaster. Den tilbagetrukne Hollywoodfilmstjerne Greta Garbo tog i 1938 et sabbatår for at rejse Europa rundt. I marts samme år afslørede New York Times, at hun var blevet set på Amalfikysten sammen med dirigenten og muligvis sin elsker Leopold Stokowski, som lige havde komponeret musikken til Walt Disneys tegnefilm Fantasia. Parret gemte sig i Villa Cimbrone højt oppe på en klippetop i udkanten af Ravello, 350 m over havet, med en pragtfuld have, pool og spektakulær udsigt.

I dag er Villa Cimbrone et af de smukkeste og mest eksklusive hoteller i Ravello. En mindeplade for divaen Garbo viser, at hendes besøg ikke er blevet glemt.

Den lille landsby har nok Amalfikystens mest fantastiske udsigter som bl.a. den mest berømte fra Villa Rufolo, en villa fra det 13. århundrede. Her blandt tusindvis af blomster og buskes dufte og farver blev den tyske komponent Richard Wagner så forelsket i dette landskab, at det gav ham inspiration til den fortryllende have i operaen Parsifal. Blandt andre berømtheder, som har søgt ro og skønhed her er Winston Churchill, Jackie Kennedy, Sophia Loren og Mick Jagger.

Villa Cimbrone

Hvis du har en velspækket pung, er dette hotel noget for dig. Book dit ophold her.

Via Santa Chiara, 26
Ravello
Vis på kort
Citrontræ i Vietri Sul Mare
Citrontræ i Vietri Sul Mare.

Vietri sul Mare

Vi tager tilbage til kysten i østlig retning og kommer til Vietri sul Mare, en by, som uløseligt hænger sammen med citroner. Ja, faktisk findes de overalt, i enhver form og størrelse – på vægmalerier, fliser, fade, i store kasser uden for fødevarebutikker og i bearbejdet form på flaske – som den italienske likør, limoncello.

Midt på hovedgaden, Via XXV Luglio, ligger Tresoli, en producent med sin helt gule butik, som ikke sælger andet end limoncello.

"Genopdagelsen af gamle smage og dufte udgør grundlaget for vores produkter," siger Antonio Gallo, som leder produktionen sammen med sin hustru Carmela Esposito.

Parret er begge ingeniører, som for to år siden investerede i virksomheden sammen med dens tidligere ejer Alfonso Trezza med henblik på at udvikle den klassiske italienske likør. I dag sælges deres varer i hele Italien.

Vietri sul Mare er med sine 8.000 indbyggere nok den største by på kysten, men den er praktisk talt forblevet ukendt i forhold til de mere berømte byer langs Amalfikysten, og CNN betegnede den for nylig som den "uopdagede Amalfikyst". En af de vigtigste grunde hertil er, at Vietri sul Mare aldrig har været afhængig af turismen som indtægtskilde. Den er mere kendt for sin produktion af keramik, som går helt tilbage til Romerriget. Den lille bymidte er fuld af butikker, som er indrettet med fliser og sælger keramik i alle former og størrelser. De er udsmykket med håndmalede motiver, ofte af (ja, du har nok gættet det) citroner. Et perfekt sted at afslutte en uforglemmelig rejse, og på trods af den allestedsnærværende frugt i byen, har vi ingen bittersøde minder med os fra Amalfikysten.

Dal Pescatore

Indgangen ligner en personaledør, og indretningen med gule plastikduge er ærlig talt temmelig grim. Men middagsgæsterne er alle italienere, og både maden og priserne er utroligt gode. Læs mere her.

Via Cristoforo Colombo, 50
Vietri sul Mare
Vis på kort

Tekst af Michael Jonsson