Thessaloniki pride flag

Europride 2024 i Thessaloniki

Oplev Pride i en spændende og kulturel by.

Foto: Unsplash
februar 2024
Pride kan fejres på mange måder, men når Europride foregår i Grækenland, føles det som at komme hjem. Det er også en anledning til at opdage en spændende og mindre udforsket by, der byder på både fantastisk mad og historiske monumenter i verdensklasse.

COVID-19 satte mange ting på pause, ikke mindst for rejsende. En af de ting var Europride 2020, som skulle have været afholdt i Thessaloniki i Grækenland. Men den 21.-29. juni 2024 er tiden endelig inde til, at den internationale LGBT+-community tager til den græske by for at fejre, feste og deltage i den store prideparade.

Enola bar
Foto: Unsplash

Det sker i løbet af prideugen

Fokus er naturligvis på paraden, som løber af stablen den 29. juni og er selve finalen på ugen med tusindvis af mennesker, der går gennem Thessalonikis gader for at gøre deres fællesskab synligt og samtidig hylde det i alle dets former og udtryk.

Men ugen starter allerede fredag den 21. juni med en åbningsceremoni og koncert, og i løbet af de følgende dage arrangeres gåture, teater, filmforevisninger og flere koncerter. Du kan også regne med, at der uden for det officielle program foregår mange aktiviteter på Thessalonikis LGBT+-barer og -klubber som Enola eller Baus.

Der er en konference om menneskerettigheder i dagene inden paraden, hvor også Pride Fair åbner – et prideområde, som er åbent hele dagen.

Der er flere oplysninger om ugen på den officielle hjemmeside.

Thessaloniki statue
Foto: Unsplash

Oplev Thessaloniki

Thessaloniki er en relativt ukendt perle og Grækenlands næststørste by efter Athen. Den anses for at være landets kulturelle centrum med festivaler som Thessaloniki International Film Festival og MOMus – en gruppe museer med fokus på moderne kunst og fotografi.

Byen var samtidig et af de vigtigste midtpunkter for den tidlige kristendom, og Thessaloniki har derfor flere fantastisk smukke kirker og eksempler på tidlig kristen kunst i form af mosaikker – naturligvis er denne kulturarv havnet på UNESCOs verdensarvsliste. Du må for alt i verden ikke gå glip af Osios David-kirken med en af verdens smukkeste mosaikker.

Osios David Church
Osios David Kirke. Foto: iStock

Thessaloniki har altid været en blanding af kulturer, og det kan mærkes på byens madscene, som er blevet så spændende, at britiske The Times udråbte Thessaloniki til en ny foodie-destination i 2022. Den legendariske restaurant Olympos Naoussa genåbnede for eksempel for nylig efter en omfattende renovering og med en ny menu.

Gå en tur langs vandet, og smag på koulouri, brødringe med ristede sesamfrø, som er blevet bagt siden Det Byzantinske Rige. Eller oplev Tsinari, et kvarter med bevarede bygninger og en rolig stemning. Thessaloniki er en kosmopolitisk og kulturelt spændende by, men forvent ikke, at du skal drikke drinks på stranden her. Hvis det er det, du vil, skal du tage væk fra byens sus og dus – for eksempel til strandene i Halkidiki.

Bo LGBT+-venligt i Thessaloniki

The Modernist Thessaloniki
Foto: The Modernist

Stilfuldt og centralt

The Modernist

Kortmarkør
Ermou 32
Thessaloniki
Vis på kort

Hvis du kan lide art deco, mid-century-stil og dansk design, er det her hotellet for dig. The Modernist har indrettet deres værelser og lokaler i en minimalistisk stil, som samtidig er sensuel og indbydende. Hotellet ligger centralt i en smuk bygning fra 1920’erne og byder på afslappende udendørs fællesområder og skræddersyede oplevelser for gæsterne.

Zeus is loose
Foto: Zeus Is Loose

Ungdommeligt og livligt

Zeus is Loose

Kortmarkør
Klisouras 13
Thessaloniki
Vis på kort

Ordet ”vandrehjem” passer ikke helt på Zeus is Loose, da det mere minder om et socialt hangout med både enkelt- og fællesværelser. Vandrehjemmet ligger med udsigt over et af Thessalonikis vigtigste arkæologiske steder, og tagbaren med den fantastiske udsigt, The Nectar Destillery, tiltrækker Thessalonikis festende unge.

Luksushotel med byzantinsk inspiration

MonAsty

Kortmarkør
Vasileos Irakleiou 45
Thessaloniki
Vis på kort

MonAsty er et af Thessalonikis nyere hoteller og et eksempel på, hvordan byen lokker flere globetrottere til med sin kombination af historie og moderne stemning. Hotellet er en del af Autograph Collection by Marriott International og byder gæsterne velkomne i et miljø, som anvender kunst, design og gastronomi inspirereret af byens rige kulturarv. Her kombinerer både maden på hotelrestauranten Botargo og hotellets design indtryk fra byzantinske kejsere og munkeklostre.

Tekst af Daniel Björk