Bangkok city view hero

48 timer i Bangkok

Skøn mad, himmelske solnedgange, gode drinks og shopping.

Foto: Unsplash
juni 2023
Forhåbentlig bliver du lidt længere end et par dage i Bangkok, men man kan nå meget på et kort besøg. Her har du hotellerne, maden, shoppingen, drinksene og tagterrasserne, du skal prøve.

DAG 1

Sightseeing

Start dagen med en privat bådtur gennem det gamle Bangkoks kanaler. Det er en afslappet tur i en hektisk by, hvor du kommer til Wat Paknam med den enorme guldbuddha, som troner over landskabet, og forbi daggrytemplet Wat Arun. Bådførerne bor i de gamle træhuse ved kanalen, og man må tage sin egen mad og drikke med om bord. Turen bookes nemt gennem Hidden Bangkok Tours.

Efter bådturen er der ikke langt til Grand Palace, det gamle kongepalads, hvor I nok må forberede jer på trængsel af andre turister. Men med selve paladset, den smukke arkitektur, den hellige, smaragdgrønne Buddha og Wat Pho, en enorm, liggende buddhastatue, er det sightseeing, der giver valuta for pengene. Vi foreslår at tage en paraply med som beskyttelse mod solen, ligesom alle de erfarne asiatiske turister.

Bangkok Chinatown
Foto: Unsplash

Chinatown

Hvis man vil føle sig som en lokal, kan man hoppe på en bus fra Grand Palace til Chinatown. Eller man kan tage en taxi. Chinatown er nemlig et must, både om dagen og om aftenen. Om dagen er det et hektisk marked, om aftenen et streetfoodmekka. Hop af ved Yaowarat Road, og begiv jer ind i gyderne. Sørg for at spise sen frokost et sted, der ser populært ud – det bliver et af de bedste måltider, I nogensinde har fået.

Efter det livlige Chinatown kan I begive jer ind i Talat Noi (“det lille marked”). Det gamle kulturkvarter er som et skatkammer fyldt med hippe caféer, templer, vilde katte og Instagramvenlige steder – som en forladt, rusten, orange Fiat eller caféen Mother Roaster, hvor underetagen er helt dækket af gamle bildele. Slut af på en af Bangkoks måske smukkeste caféer: Wallflowers Café eller Hong Sieng Kong. Bestil en kop kaffe eller noget andet at drikke, inden I tager hjem til hotellet for at klæde om, hvile jer eller slappe af ved poolen (se vores hoteltips længere nede). En anden mulighed er at blive hængende her om aftenen, hvor der ofte er livemusik.

Thai food
Foto: Unsplash

Middag

Hvis I er tidligt ude, skal I besøge restaurant Rongros og nyde solnedgangen med udsigt over det majestætiske daggrytempel Wat Arun. Hvis man kommer lidt sent, kan det være svært at få bord, men der er andre udeserveringer i nærheden.

Hvis I er vant til at spise en senere middag og har et lidt højere budget, foreslår vi en af Bangkoks mange gourmetrestauranter. På den velrenommerede liste Asia’s 50 Best Restaurants har Bangkok sat sig på fire af de ti første steder. Hvilken restaurant, man skal vælge, er et spørgsmål om, hvor meget man vil betale. Men den nyåbnede North Restaurant – som fokuserer på det nordthailandske køkken – har en i denne sammenhæng overkommelig 9-retters tasting menu til 2.888 baht (ca. 575 DKK) og byder på innovative versioner af retter som khao soi (en curry i kokosmælk) og khan toke (små deleretter).

Lumphini park
Foto: Unsplash

DAG 2

Shopping og parker

Jim Thompson var en amerikaner, som var med til at redde thaisilkeindustrien i 1950’erne og 1960’erne. Han forsvandt i junglen i 1967 og blev erklæret død i 1974, men hans navn lever videre i varemærket Jim Thompson og Jim Thompson House, et museum med tilhørende silkebutik og restaurant. Tag en taxi derhen, og besøg det hjem, han opførte for at vise sin kunstsamling frem. Der er også mulighed for at købe smukke produkter af thaisilke i butikken, som ligger i forbindelse med huset. Prisniveauet er dog ret højt.

Udforsk derefter Bangkoks parker for at få lidt kølighed i det grønne. Begynd i den nyanlagte Benjakitti Forest Park (tidligere en tobaksplantage), og gå ad passagen ”the green mile”, som fører hele vejen til Lumphini Park. Nogle familier, hvis hus ligger på højde med “the green mile”, har indrettet caféer, hvor man kan tage en pause med et glas billig, friskpresset juice, eller man kan gå ned til gadeniveau og få en smagfuld streetfood-frokost. I Lumphini Park er der omkring 400 varaner, som er ufarlige for mennesker og sjove for børn.

Besøg i et shoppingcenter er en af de oplevelser i Bangkok, man ikke må gå glip af. Det er samtidig et godt sted at tilbringe en varm og fugtig eftermiddag med både shopping, underholdning og noget at spise. Hvis I leder efter shopping til overkommelige priser, er MBK Center et godt tip, og er man ude efter lidt mere luksus, er ICONSIAM det perfekte valg. Hvis I ikke har spist endnu, kan I sagtens spise frokost her. ICONSIAM har Thailands måske bedste food court i stueetagen.

Vertigo Banyan Tree Bangkok
Foto: Vertigo Banyan Tree.

Tagbar og middag

Inled aftenen i den gyldne time på en af Bangkoks tagbarer. De bedste er Vertigo på hotellet Banyan Tree og Tichuca, som er inspireret af Sydafrikas skove. At sidde og se ud over Bangkoks skyline og den store flod, når solen går ned, er en oplevelse, man sent glemmer. Det er bedst at bestille bord for at være sikker på at få plads.

Tag hen til Lily Fu’s, når solen er gået ned, og glasset er tomt. Lily Fu’s er en bistro med en åben og cool vibe og en enkel og smagfuld menu. Prøv en krabbeomelet, eller bestil “berusede” nudler med skaldyr, og lad en dj sætte stemningen. Her hænger I ud med Bangkoks unge, trendy crowd, et perfekt sted at tage afsked med byen, inden rejsen går videre.

Hoteller

Centralt og roligt

Asai Bangkok Chinatown

Moderne, minimalistisk og midt i livlige Chinatown. Det er et smart, lille hotel med sjove happenings som dragshows og kunstudstillinger. Der er også mulighed for at dyrke yoga i en gruppe eller bade i lydbad i indergården, der er indrettet til wellnessområde. Den populære Yaowarat Road ligger lige uden for komplekset, når du føler dig tilstrækkelig udhvilet.

Book og få EuroBonus-point her.

Udsigt over city

Eastin Grand Hotel

Dette nyåbnede luksushotel byder på udsigt over Bangkoks bybillede, restauranter, barer og en solterrasse med pool på taget, højt over byen. For at komme rundt i byen skal man bare hoppe på BTS Skytrain – hotellet er det eneste i byen, der har direkte adgang via en gangbro.

Book og få EuroBonus-point her.

Gammelt trykkeri

Bangkok Publishing Residence

Dette unikke boutiquehotel har til huse i et gammelt trykkeri og har en aldersgrænse på 15 år. Der er kun otte værelser, så vær ude i god tid. Hotellet er også et museum, trykkeriet har en spændende historie, og det var her, den legendariske avis Bangkok Weekly blev trykt.

Book og få EuroBonus-point her.

Adresser:

Hidden Bangkok Tours
109 Thanon Itsaraphap, Khwaeng Wat Arun

Grand Palace
Phra Borom Maha Ratchawang

Mother Roaster
1172 Soi Chareonkrung 22, Khwaeng Talat Noi

Wallflowers Café
31-33 ซ. นานา Khwaeng Pom Prap

Hong Sieng Kong
734, 736 Soi Wanit 2, Khwaeng Talat Noi

Rongros
392 16 Maha Rat Rd, Khwaeng Phra Borom Maha Ratchawang

North Restaurant
8 Soi Sukhumvit 33, Khwaeng Khlong Tan Nuea

Jim Thompson House
6 Soi Kasemsan 2, Rama 1 Road

Benjakitti Forest Park
Khwaeng Khlong Toei

Lumphini Park
Lumphini, Pathum Wan

MBK Center
444 Phaya Thai Rd, Khwaeng Wang Mai

ICONSIAM
299 Soi Charoen Nakhon 5, Khwaeng Khlong Ton Sai

Vertigo
21/100 S Sathon Rd, Khwaeng Thung Maha Mek

Tichuca
ตึก T one 8 ชั้น 46 Soi Sukhumvit 40, Khwaeng Phra Khanong

Lily Fu’s
18 Soi Sukhumvit 11, Khwaeng Khlong Toei Nuea

Tekst af Daniel Björk