De bedste bade i Stockholm
Fra børnevenlige sandstrande til idylliske klipper.
Tæt på naturen i det nordlige område
Brunnsvikens strandbad byder på brygge, klipper og flere mindre græsarealer. Til badeentusiasterne er der en badeplatform, man kan svømme ud til. Da badet er omgivet af skov, føles stedet langt fra storbyens stress, men det ligger faktisk meget centralt og er nemt at nå med metroen. Den nærmeste metrostation er Universitetet. Hvis man vil, kan man også gå eller cykle fra byen.
Klippebad og picnicidyl
På Kungsholmen finder du Fredhälls klipper, hvor de badeivrige kan rutsje ned i vandet fra de afrundede klipper. De, der bare vil nyde solen, kan gøre det på klipperne på et picnictæppe, da man kan købe både is og sandwiches i nærheden. Klipperne er også et populært sted at medbringe pizza, som man kan nyde i solnedgangen.
Centralt sted for badeglade familier med børn
Tantobadet i Årstaviken er populært hos dem, der ikke kan klare en sommer uden sandstrand, men som ikke vil undvære byens puls. Badet ligger på Södermalm, og her er både store og små. Ud over muligheden for at køle af ved strandkanten er der en brygge, sauna, klatrevæg og et udspringstårn. Med sin centrale beliggenhed bliver badet hurtigt crowdet på de varme sommerdage.
Cool nok til pool
Hvis du hører til dem, der er mere træt af sand end glad for det, er det Eriksdalsbadet du skal besøge denne sommer. Der er både indendørs- og udendørsswimmingpool. Hvis man ikke har sin egen hængelås med til at låse værdigenstande inde i omklædningsrummet, kan man købe en i receptionen.
Entréen til udendørsbadet er 80 SEK for voksne og 20 SEK for børn (4-19 år).
Åbent i sommersæsonen.
Skip sandet og stranden
Oxhålsbadet på Stora Essingen er nemt at nå ud til med bus nummer 1, som afgår hyppigt flere steder i centrum. Badeområdet består af tre store brygger, og alle har badestige. Rundt om er der græs og grønne arealer, som man kan nyde. Der er grillplads til dem, der gerne vil holde deres egen picnic. Ellers er der flere restauranter i gåafstand.
For en aktiv dag 15 minutter fra byen
Ved Källtorpssjön ligger Hellasgården, der byder på en række sommeraktiviteter for dem, der får uro i kroppen af at ligge i solen. På Friluftsgården har man mulighed for sauna, minigolf, kubb (kongespil), boule, rundbold, beachvolley, kajakroning og orienteringsløb mod et gebyr. Der er også en populær café, der har åbent hele året rundt.
Dagsudflugt til Lidingö
Tag bus 204 mod Elfvik og hop af ved Fågelöudde, her finder du friluftsbadet, der byder på lidt af hvert til en aktiv dag ved vandet. Fågelöudde har både sandstrand, hoppeborg, beachvolleynet, gynger, klatrestativ, grillplads og minigolfbane. Til bilisterne er der parkeringspladser i nærheden.
Til dem, der vil have det hele
Én vil gerne have klipper, en anden vil have sand, og en tredje vil ligge i græsset. Så er Boobadet redningen. Her er både sandstrand, brygger, klipper og græsplæner. Boobadet ligger lidt uden for byen, men er nemt at komme til både med offentlige transportmidler og i bil. Husk at medbringe frokost og forfriskninger, da muligheden for at købe dette i nærområdet er varierende.
Strandbad for sportsentusiasterne
Flatenbadet ligger lidt uden for byen, og her er tilbud nok til en hel dag for de træningsivrige. Der er et udendørs træningsområde, minigolf, tennis, kanoudlejning, beachvolley og boule. Badet byder på en stor sandstrand med tilhørende udspringstårn. Om sommeren er der udendørsservering flere steder i nærheden, hvor man kan stille sin sult og slukke tørsten.