En mand, der tager et billede af deltagere i New York City Marathon

New York City Marathon 2023

Nedtællingen til verdens største løb er i gang.

juni 2023
Den 5. november lyder startskuddet til verdens største maratonløb i bydelen Staten Island. Få mere at vide om New York City Marathon her.

Den første søndag i november hvert år er en speciel dag for newyorkerne. Da samles nemlig omkring 50.000 løbere og to millioner tilskuere fra hele verden for at deltage i og heppe på verdens største maratonløb, New York City Marathon. 

Det første maratonløb i New York blev arrangeret af New York Road Runners (stadig en af de officielle organisationer bag løbet) den 13. september 1970 i Central Park. Tilmeldingsgebyret var 1 USD, og af de 127 tilmeldte var der 55, som løb hele vejen til mål. I dag er løbet verdens største maraton med 47.839 deltagere fra 131 forskellige lande i 2022.

New York City Marathon i Central Park
Foto: Shutterstock

Et maraton på manges bucket list

Næsten 50.000 deltagere lyder måske af meget, men faktisk er det alt andet end let at sikre sig en plads på startlinjen. For internationale løbere kræves det enten, at man får adgang via et officielt lotteri, eller at man får chancen for at løbe for en velgørenhedsorganisation. Og newyorkere skal deltage i ni kvalificerende løb igennem året – og arbejde som frivillig under yderligere et løb. En sidste mulighed for at få fingre i en gylden maratonbillet, både for internationale og lokale løbere, er at opfylde de officielle tidskrav.

For dem, der har haft held med sig i lotteriet eller har kunnet holde et højt løbegear og sikret sig en plads, begynder løjerne allerede søndag inden det store maratonløb med organiserede opvarmningsløb, festlige events og flere restauranter, der tilbyder rabat til deltagerne. Hold øje med New York Marathons officielle hjemmeside for yderligere information.

New York City Marathon i Greenpoint
Foto: Shutterstock

Besøg i New York under løbet

Det 42 km lange løb passerer alle byens fem bydele med start på Staten Island, videre igennem Brooklyn, Queens, Bronx og til sidst mållinjen på Manhattan. Trafikken i New York er ikke kendt for at være let at navigere i, men i maratonweekenden bliver det om muligt endnu sværere at komme frem. På grund af afspærringer i store dele af byen kan det i weekenden være en god idé at planlægge sin rejse ekstra omhyggeligt – og sørge for at have god tid.

Skal du bestille overnatning? En oversigt over New Yorks bedste hoteller finde du her.

Deltagere i New York City Marathon på Verrazano-Narrows-broen
Foto: Shutterstock

De bedste steder at stå for tilskuere 

4th Avenue, Brooklyn (Miles 2-4)
Se løberne, når de forlader Verrazzano-Narrows Bridge og løber op ad 4th Avenue. Undergrundsbane: R

Williamsburg og Greenpoint, Brooklyn (Miles 10-13)
Stå langs gaderne med butikker og restauranter og hep på løberne, når de bevæger sig mod Pulaski Bridge for at komme over til Queens. Undergrundsbane: G, L, M, J

Pulaski Bridge (Mile 13.1)
Pulaski Bridge, som forbinder Brooklyn med Queens, er lukket for tilskuere. Mange fans hepper på Queens-siden lige efter halvvejsmærket. Undergrundsbane: 7, G, E

1st Avenue, Manhattan (Miles 16-18)
Tilskuere står langs fortovene og kommer med opmuntrende tilråb ved denne spændende del af ruten. De mange barer og restauranter skruer ekstra op for den festlige stemning. Undergrundsbane: N, Q, R, 4, 5, 6, F

Central Park (Miles 23-26,2) 
Det er her, du skal være, hvis du vil se løberne afslutte deres 42 km i en af verdens mest berømte parker. Der er mange steder at stå langs parkens stier, men vær forberedt på store folkemængder og højlydt jubel. Undergrundsbane: A, B, C, D, 1

New York City Marathon

Dato 2023: 5. november 2023

Deltagere: 47.839 (2022)

Antal lande repræsenteret: 131 (2022)

Start: Staten Island

Mål: Manhattan

Distance 26.219 miles (42.195 km)

Bedste tid herrer: 2:05:06 af Geoffrey Mutai, Kenya

Bedste tid damer: 2:22:31 af Mary Keitany, Kenya