David Zilbers guide til Københavns hotspots for foodies
Kokke spiser her i den danske hovedstad 2023.
David Zilber er måske mest kendt som leder af restaurant Nomas verdenskendte fermenteringslaboratorium i årene 2016-2020 og bestselleren The Noma Guide to Fermentation, baseret på hans arbejde der. I øjeblikket arbejder han i København som fødevareforsker med speciale i nye smage og innovation, hvor han anvender mikrober til at skabe et mere retfærdigt og bæredygtigt fødevaresystem for alle. Vi bad ham give os sine foretrukne foodie-steder i København lige nu. Og husk at følge ham på Instagram: @david_zilber
Skiller sig ud fra andre bagerier
Albatross og venner
“Albatross & Venner er et fantastisk, nyt bageri, som skiller sig ud fra andre bagerier med brød med en perfekt, saftig og velsmagende krumme og et utroligt udvalg af friskbagt wienerbrød, fra snegle med birkes og lemon curd til saftige og blanke canelés. Albatross & Venner ligger i Hal 2 i Torvehallerne midt i København. Bageriet startede som to bageres drøm, hvor et samarbejde mellem det tyske bageri Albatross og Danmarks Omegn & Venner flere år senere har udmøntet sig i en lille stand med et stort hjerte.”
Enkel italiensk mad
Mangia
“Mangia er en anden favorit. Her har Sydeuropa virkelig fundet et godt hjem i Nordeuropa. Enkel og veltilberedt italiensk mad på niveau med det, man kan finde i Milano og Rom. Succesen skyldes ikke mindst, at Mangias team næsten udelukkende består af italienere, som kreerer nogle af byens mest tilfredsstillende retter. Menuen har skønne indslag af hasselnødder, skarpe oste og tomater. Jeg kan varmt anbefale at bestille plin uanset hvilken version, de serverer den dag.”
Restaurant og badested
La Banchina
”Når nogen besøger København om sommeren og spørger, hvor de skal tilbringe en eftermiddag, svarer jeg altid La Banchina. Den lille vinbar/café/afslappede restaurant/badested er det stik modsatte af, hvad man ville forvente af den elegante, cool Scandi-kultur. La Banchina består af nogle få faldefærdige skure i udkanten af byen, og stedets charme vil få dig til at glemme alle dine bekymringer, når du nipper til et glas pet nat (mousserende naturvin fremstillet efter de gamle metoder, hvor vinen fyldes på flaske, før fermenteringen er afsluttet) eller en IPA. Røgen fra den i høj grad grønsagsbaserede menu på den udendørs grill skærper appetitten, mens du dypper tæerne i havnens forfriskende vand.”
Lille og intim
Jatak
“Det sidste tip fra mig er Jatak. Jonathan Tam, der ligesom jeg er canadier, åbnede sin længe ventede lille, personlige monografi af en restaurant sidste år under stor bevågenhed. Det er i bund og grund en lokal restaurant, som henvender sig til familierne fra området omkring Åboulevarden på Nørrebro, men hvis det er muligt at få fat i en plads ved disken foran det åbne køkken til en menu med 10+ retter, bliver du transporteret ind i en koks verden baseret på årtiers professionel historik og kulturarv. Det er sådan et sted, alle ville ønske, de havde i deres eget kvarter.”
Tekst af Scandinavian Traveler